Jonas Gülstorff (født 10. januar 1979 i Albertslund) er en dansk forfatter, musiker, skuespiller, samt radio og tv-vært. Hans karriere begyndte i starten af 1990'erne hvor han arbejdede som studievært på forskellige radio og tv-stationer. Som 17årig blev han den yngste vært på TV2's musikprogram Puls, og vandt flere priser for sine alternative interviews i programmet Jonas Barbershop. Han debuterede som skuespiller i 1991 med filmen Møv & Funder, men fik først sit store folkelige gennembrud i Dennis Jürgensen-filmatiseringen af Kærlighed ved første hik i 1999, og de fire efterfølgende Anja og Viktor-film. Som sangskriver har han arbejdet med kunstnere som Rasmus Nøhr og Szhirley. Han har modtaget platin (15.000 eksemplarer) for sangen "Gammel Kongevej", og flere af hans sange har også været med i tv-programmet Toppen af Poppen. Han har desuden udgivet tre plader med sit spoken word orkester, Poeten og Lillebror, der har spillet flere gange på Roskilde Festival. Han debuterede som digter med bogen; Om morgenen undrer det mig at jeg lever (2006) og vandt samme år publikumsprisen ved Poesiens Dag. Han har siden udgivet fire digtsamlinger og den første bog om dansk gadekunst. Efter at have boet mange år i New York, skriver han nu hovedsagligt på engelsk. Den amerikanske rumfartsadministration NASA har sendt et af hans engelske digte med en rumsonde til Mars, og han er dermed den eneste dansker der er udgivet i rummet.