ISBN-13: 9788772896564 / Duński / Miękka / 2002 / 590 str.
Perioden 1900-1935 var en meget rig og dynamisk periode i dansk og internationalt musikliv. I Impulser i Københavns koncertrepertoire 1900-1935 tegner Claus Røllum-Larsen et billede af musiklivet i datidens København, hvor komponister som Alban Berg, Claude Debussy, Percy Grainger, Paul Hindemith, Arthur Honegger, Gustav Mahler, Sergej Rachmaninov, Max Reger, Arnold Schönberg, Jean Sibelius m.fl. var med til at forny repertoiret. Bogen bygger på omfattende studier i 8 centrale musikalske selskaber og foreningers koncertprogrammer i årene fra århundredeskiftet, da Dansk Koncertforening blev stiftet, og frem til 1935, da radioen for alvor satte sig igennem i musiklivet. Blandt de mere overraskende fund er, at Mahler så tidligt som i 1897 blev opført i København og var i kontakt med dansk musikliv. Røllum-Larsen belyser forskellige aspekter af koncertlivets udvikling: forsøgene på at skaffe København en tilfredsstillende koncertsal og et stort symfoniorkester, og musikerstandens bekymring over truslen fra de nye, mekaniske musikinstrumenter, grammofonen og radioen, og fra tilrejsende, udenlandske musikere. Undervejs tegnes en række portrætter af den ny musiks frontkæmpere: Frederik Schnedler-Petersen og Georg Høberg, der som kapelmestre i hhv. Tivoli og på Det Kongelige Teater indtog nøgleroller i datidens musikliv, Radiosymfoniorkestrets første dirigent Launy Grøndahl, den senere kontroversielle dirigent Paul von Klenau, Nicolai Malko, m.fl. Dertil kommer omfattende ny dokumentation i form af repertoirefortegnelser, præsentationsdiagrammer og opførelsesdiagrammer, der gør bogen til et uomgængeligt opslagsværk for alle, der interesserer sig for periodens rige musikalske liv. Claus Røllum-Larsen, mag.art. og ph.d., er seniorforsker på Musikafdelingen, Det Kongelige Bibliotek. Han har tidligere udgivet Kong Frederik den 9. og musikken (1990).